God sæsonstart 2026! Kære alle lystfiskere ved Varde Å. Så står Sæson-2026 for døren, og vi kan se frem til igen at kunne lade linerne synge over Varde Å’s vand.

Varde Å tager sig i år bedre ud end i i mange år, hvilket nok skyldes et efterår og en vinter med mindre afstrømning til åen end tidligere år, med en klarere å til følge. Det i sig selv er dejligt - og tiltrængt - og giver forhåbning om, at åen i år vil vinde noget af sit klare vand tilbage og måske vandranunklerne vil fylde mere og give skjul og læ til ikke bare laksen, men også de andre fiskearter, vi har i vores å.

Der vil - forhåbentlig - være mange ved åen i de kommende dage. Nyd hinandens selskab, hjælp hinanden og især nye fiskere ved vores å og bær over med, at der kan være mange på de gode pladser. Det vigtige - særligt her i premiere-dagene - er kammeratskabet og de fælles, gode oplevelser ved åen.

Husk også på, at vi fisker på en meget sårbar art, nemlig den europæiske lavlands-laks, som engang var ligeså talrig som stillehavslaksen og fandtes i stort antal i floder som Rhinen og andre store europæiske floder. Nu findes den kun i de vestjyske åer og bestandene er små og stadig yderst sårbare.


Knæk & Bræk

Henning Haahr Pedersen
Formand, Varde Sportsfiskerforening