Logo VSF (1)

Info til VSFs medlemmer

Info til VSFs medlemmer
Posted by Medieudvalget | VSF - 09/01/2025 - Nyheder

Bestyrelsen har nu konstitueret sig, og vi kan meddele, at Frederik Rasmussen fortsætter som formand frem til næste generalforsamling. Jakob Porsgaard indtræder som menigt medlem i bestyrelsen, og Hans Henrik Hansen overtager vandplejeaktiviteterne, som tidligere lå hos Frederik. Thomas Tranberg overtager lodsejerkontakten, og at alt andet fortsætter som hidtil. 
Vi ser ingen grund til at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling for nu. Den ordinære generalforsamling for 2025 afholdes som vanligt sidst i februar 2026.

Arbejdet i sagen om netbanksvindel fortsætter ufortrødent. Af hensyn til processen kan vi endnu ikke dele yderligere, men vi lover en endelig udmelding senest på næste generalforsamling.

For at sikre en bæredygtig økonomi har bestyrelsen besluttet at hæve kontingentet fra 2026. Dette har intet med sagen om netbanksvindel at gøre, men skyldes primært faldende medlemstal samt stigende udgifter til den daglige drift og leje af fiskevand. Vi ser ikke behov for yderligere tiltag nu, men hvis udviklingen fortsætter, kan det blive nødvendigt på længere sigt.

Nye kontingentsatser:
• Senior: 2.300 kr. inkl. DSF, stigning på 300 kr.
• Junior: 500 kr. inkl. DSF, stigning på 200 kr.
• Døgnkort: 400 kr. fra 1. maj, stigning på 100 kr.

Vi er bevidste om, at Varde Sportsfiskerforening på det seneste har været genstand for omtale. Vi vil dog opfordre til, at man lægger kuglepennen til side, eller bruger den på at fremhæve det store arbejde, der hver dag gøres for at sikre adgang til noget af Danmarks bedste fiskevand, som skaber oplevelser for både borgere og turister i Varde Kommune.

Vores fokus er, og vil fortsat være, at udvikle foreningen til gavn for medlemmerne, lokalsamfundet og naturen.
Vi er privilegerede at have adgang til et vandløb, hvor man kan opleve alt fra kampen om forårslaksen, til drømmen om en bækørred på tørflue eller jagten på havørreden i de sene aftentimer – alt sammen i fantastiske omgivelser.

Adgangen til fiskeriet skal fortsat være for alle, og alle med stang og snøre er velkomne ved åen de steder, hvor VSF råder over fiskeretten.

Vi er glade for, at det gode samarbejde med foreninger og lodsejere fortsætter, og den igangværende analyse af yngel i hele Varde Å Systemet viser indtil videre meget lovende resultater. Vi oplever samtidig mange glade medlemmer, som nyder åen og de store oplevelser den giver.

Vi håber, at ovenstående besvarer de spørgsmål bestyrelsen er blevet mødt med den seneste tid. Skulle der være yderligere spørgsmål, tager vi dem gerne – måske endda helt nede ved åen.

Knæk og bræk derude.

Frederik R. og resten af bestyrelsen.